KILDEMARKED
KILDEMARKED VED TADRE MØLLE
23. Juni 2019


I Middelalderen og Reformationen strømmede folk til De Hellige Kilder for at blive raske. Det samme gjorde gøglere, forretningsfolk og andre, som mente at kunne tjene en skilling på dem, der søgte til Helligkilden.

Det skabte selvfølgelig et leben, så det oprindeligt så stille kildested snart blev en heksekedel med masser af fest i gaden, i hvert fald i kildetiden, som varede fra Skt. Hans Aften d. 23. Juni til Vor Frue Dag d. 2. Juli. Vor Frue Dag var nemlig indtil Struensees helligdagsreform i 1770 en officiel helligdag, og hele perioden fra Skt. Hans til Vor Frue Dag var tænkt som en tid til fordybelse og bøn mellem forårets såarbejde og høj- og sensommerens høstarbejde.

Men sådan kom det aldrig til at gå. Befolkningen søgte i stedet til helligkilderne og de tilhørende markeder, der hurtigt blev døbt kildemarkederne. Oprindeligt kunne man opleve disse kildemarkeder ved flere af Danmarks hellige steder. Det mest kendte er nok ved Kirsten Piils Kilde på Dyrehavsbakken.

Michlas og jeg drog i Kildetidens start til Kildemarked ved Tadre Vandmølle i Elverdamsdalen omkring Aastrup Gods nær Hvalsø og Tølløse. Der har været vandmølle på stedet siden 1300-tallet. Den nuværende møllebygning og mølleri er opført 1840, og huskes nok bedst fra Gustav Wieds Livsens Ondskab, hvor Møllen er Tummelumsens Fædrene Gård.

Vi gik rundt og så markedet og selve vandmøllen, hvor vi fik en gennemgang af møllen, af en af Tadre Mølles Venner. Det var meget interessant! 

Ved et tilfælde kom vi i snak med en hundedame, og for at gøre en lang historie kort, anbefalede hun, at vi spiste frokost i Parken ved Aastrup Gods. Det var lidt kringlet at forklare vejen, så hun tilbød os at vise vejen - vi kørte efter hende og fandt Aastrup. Sjældent, at man møder sådan en venlighed!!!

Vi slentrede lidt rundt i den hyggelige park, hvor vi hele tiden enten kunne se eller høre det vand, egnen er så rig på, meget hyggeligt.

Herefter kørte vi til Holbæk, hvor vi spiste frokost inden vi kørte tilbage til København.
 

 

Klik her for at få dit eget GoMINIsite