THÉ ETIKETTE - DOS AND DON'TS
THÉ ETIKETTE - DOS AND DON'TS AND FUN TO KNOW
 
Definitioner af thé;

Afternoon Tea -
et let måltid, som regel indtaget mellem kl. 16 og kl. 18. Menuen består sædvanligvis af sandwiches - scones - kager og desserter.

Cream Tea - (også kendt som Devonshire Tea, Devon Cream Tea eller Cornish Cream Tea). Består af thé, scones, clotted cream og syltetøj. Mindre formel end Afternoon Tea.

Man mener, at Cream Tea først opstod i det 10. århundrede, hvor munkene ved ruinen af et Benediktiner Kloster i Tavistock, serverede brød med clotted cream og jordbær til de håndværkere, som genopbyggede klostret, som var blevet ødelagt af vikingerne i år 997.

Low Tea - som Afternoon Tea indtaget ved lave borde.

High Tea - et solidt arbejderklassemåltid, som regel indtaget mellem kl. 17 og kl. 19 ved et højt bord (spisebord - deraf navnet). Har intet med afternoon tea at gøre.

Royal Tea - som Afternoon Tea + et glas champagne eller sherry.

Strawberry Tea - som Cream Tea + servering af friske jordbær.

Teddy Bear Tea - denne er lidt speciet, det er faktisk varm chokolade! Den blev tilberedt af engelske barnepiger. Børnene var i barneværelset, hvor de legede med deres yndlingslegetøj, drak varm chokolade, og mæskede sig i resterne fra de voksnes thébord.

Builder's Tea - ofte brygget direkte i et krus, af en billig thé fra thébrev (oh, rædsel!). Drukket af arbejdere, med mælk og sukker, i deres pause.

Hat - en virkelig dame har naturligvis hat på!

Servietten - den anbringes i skødet, først når alle er færdige med at drikke thé, placeres servietten igen på bordet.

Levende lys - kan benyttes, når gardinerne er trukket for.

Mælk eller thé først - skikken med at hælde mælk i koppen før théen, stammer fra, at der før i tiden var risiko for at koppen kunne springe, når den varme thé blev hældt i koppen - dette skulle der ikke længere være risiko for, siden Meissen opfandt det hårde porcelain i 1710 - så gør som du vil.

Men kommer man mælk i théen før sukker, risikerer man i følge overtroen ikke at blive gift!

Citron eller mælk - aldrig begge dele, citronen får mælken til at skille. Citron serveres altid i skiver, og kommes i koppen efter théen. Og man bruger naturligvis en citrongaffel til at tage citron med - og man maser ikke saften ud af citronen med théskeen! Citronskiven fjernes inden man begynder at drikke sin thé.

At drikke thé med citron, kaldes Thé Russe

Røre i koppen - når man rører i koppen sker det i en kl 6 til kl. 12 bevægelse, uden at røre  koppens sider. Théskeen placeres altid bag koppen efter brug - aldrig i koppen!

Kop og underkop - drikker man Afternoon Tea ved et højt bord, lader man underkoppen blive stående på bordet, når man drikker. Sidder man derimod ved et lavt bord, tager man fat i kop OG underkop, drikker théen, sætter koppen tilbage på underkoppen, og sætter både kop og underkop tilbage på bordet.

Kig ned i koppen - når man drikker thé, kigger man ned i koppen mens man drikker, ikke over koppen.

Stritte med lillefingeren - I det antikke Rom spiste Patricierne med tre fingre, og Plebejerne med fem. At stritte med lillefingeren betragtes som udannet, og stammer fra en misforståelse af middags manérer fra det 11. århundrede.

Spise rækkefølge - Afternoon Tea spises traditionelt i følgende rækkefølge; først lægges en god bund med sandwiches, derpå scones med clotted cream og syltetøj eller curd, og til sidst kagerne og desserter.

Sandwiches - spises med fingerne - aldrig med kniv og gaffel.

Thépottens placering - tuden på thépotten skal altid vende mod Værten/værtinden, eller den der skænker théen.

Shall I be Mother? - idiom, der betyder "skal jeg skænke théen?".

Thé Breve - NEJ! Opfundet i 1908 i USA af Thomas Sullivan

Cup Cakes - NEJ!

Tre-delt kagestander - benyttes en sådan, er der også her traditioner; på den øverste tallerken anbringes scones, på den midterste anbringes sandwiches, og i bunden anbringes kager og desserter.

Scones - I Cornwall og Devonshire diskuteres stadig om man kommer clotted cream eller syltetøj på først, så gør som du vil. Men læg aldrig to halve scones sammen!

Scones begyndte først at optræde på thébordene tidligt i det 20. århundrede!

Og husk; It’s scone as in ‘gone’ – not scone as in ‘phone’.

PS. jeg gør som i Devonshire: først cream, dernæst jam. ;-)


Svingkeddel - benyttes til kogende vand, når théen tilberedes ved bordet.

Tea Caddy - beholder til løs thé i sølv eller porcelain. Benyttes, når théen tilberedes ved bordet.

Tea Caddy Spoon - ske med kort skaft og bred laf, bruges til at tage théen fra Tea Caddy'en med. Benyttes, når théen tilberedes ved bordet.

Tea Strainer - thé si. Da der benyttes løs thé i thépotten, benyttes en thé si, så der ikke kommer théblade i thékoppen.

Mote spoon/ mote skimmer - en ske i théskestørrelse med hullet laf som en strøske. Denne bruges, hvis der skulle være kommet théblade i koppen. Skeens spidse ende bruges, hvis tuden på thékanden bliver stoppet til af théblade.

Slop Basin - en skål til kolde thésjatter og evt. brugte citronskiver

 
- oOo-

Dette er nogle af de forskellige regler og traditioner. Men husk regler eller ej, det skal først og fremmest være afslappende og hyggeligt at mødes over en kop thé!
Klik her for at få dit eget GoMINIsite